Har du set DR-programmerne ”Jim og Ghita på nye eventyr”, så har du nok lagt mærke til, hvor mange skønne steder der findes rundt om i Danmark. Vores land er fyldt med gode oplevelser, som du ofte ikke lægger mærke til ved første øjekast. Men når du har set de kendte attraktioner i et område, så er det skønt at blive overrasket af noget, der er helt unikt. Her kan de mange branche app´s, turistkataloger og hjemmesider ofte være omfattende at skulle bladre sig igennem. Derfor har vi, Daniela og Hans Jakob Sørensen fra Orø, gjort det nemmere for dig at være spontan turist i Danmark.
Fra vores bopæl midt i Isefjorden har vi udviklet appen Radius25, der henvender sig til dig, der holder af at være spontan turist med mobilen i hånden. Dig, der vil opleve lokalturisme i nuet og spare tid på planlægning.
Ideen til appen fik vi, da Hans Jakob i 2013 blev biavler. I den forbindelse startede vi med at invitere turister forbi til en gratis kop kaffe i selskab med en flok summende honningbier i vores baghave. Her gav flere besøgende udtryk for, at det ikke var nemt og samtidig tidskrævende at få overblik over alle oplysningerne om øens seværdigheder.
“Hvor finder jeg min næste gode oplevelse? Det må jo gerne være noget i nærheden. Og gerne noget unikt, som jeg måske ikke vidste, at jeg havde lyst til”.
Lokale turister har kort sagt brug for et redskab til at formidle deres næste gode, lokale oplevelse, der samtidig giver dem et hurtigt overblik over de mulige valg, der findes i området med udgangspunkt i deres placering.
Det kan vores nye app hjælpe med. For Danmark er et virkeligt skønt land, der er fyldt med overraskelser. Det handler bare om at kunne finde dem. Det kan du med Radius25.